September 2026

Elbilbatterier er blevet den nye passion

For et år siden meddelte Claus Bjerring, at karrieren i bilbranchen skulle en tur på liften og have et stort eftersyn hen over vinteren. Det kom der allerede i foråret en række nye initiativer ud af, som er samlet i konsulentvirksomheden CBAA og producentansvarsvirksomheden KABoB – Kollektiv Ansvarsordning. Nu erkender Claus også, at han er faldet pladask for elbilbatterier.

Det lå ikke ligefrem i kortene, at tiden til fordybelse hen over efteråret og vinteren sidste år, skulle munde ud i en stor passion for elbilbatterier, især ikke når man ser tilbage på Claus Bjerring's CV i bilbranchen. Med knap 30 års erfaringer fra branchen havde det nok været mere nærliggende at strategi, ledelse og salg skulle være de områder, som han fremadrettet ville bistå branchen med.

Sådan er det også i nogen grad blevet via de bestyrelsesposter og initiativer Claus er involveret i, men et dugfriskt interview med ham afslører at hjertet nu banker allermest for elbil-batterierne:

"Det overrasker nok også mig selv, for jeg har altid været lidt af et "petrol-head" og var længe om at se lyset i elbilerne.

Jeg synes heller ikke branchen er den samme mere, nu hvor elbilerne fylder. Dynamiske svingegenskaber og 6 cyl. gangkultur er forhistorie og friske sager som chiptuning, lav undervogn og et brøl, når der accelereres, er bare blevet et tryk på en knap og så i øvrigt ofte fake"

Men hvad er det så der har ramt dig lige i hjertet med de batterier?

"Sidste efteråret fik jeg pludselig tid til at fordybe mig og læse en masse spændende om fremtidens bilbranche. Det førte mig ind i verdenen omkring elbilbatterierne og hvor den er på vej henad.

Det gik hurtigt (eller endeligt) op for mig, at vi alle kommer til at køre elbiler, for på sigt bliver der intet, der kan konkurrere med dem og jeg fik indsigt i, at der ligger en vanvittig udvikling foran os på batterierne, og det ramte mig som ekstremt spændende"

Så nu ved du alt om katoder og anoder og hvordan de aktive materialer spiller sammen i batteriet?

"ha ha…nej, det er ikke på den måde batterierne interesserer mig og jeg har ikke tænkt mig at læse videre til kemiingeniør.

Det der er spændende er udviklingen i de forskellige batteriteknologier og hvordan den impact bliver på bilmarkedet – både i forbindelse med salg, brug og genbrug.

Tag for eksempel LFP-batterier, som indtil for få år siden var ukendte som elbilbatterier og som jeg i øvrigt lige er kommet retur fra en konference omkring.

Udviklingen på LFP-batterierne har gjort, at energitætheden nu er kommet på et niveau, hvor det giver mening at transportere dem på hjul, som jo er den benhårde præmis i en elbil. LFP-batterier har flere åbenlyse fordele, så som mindre temperaturudsving ved op- og afladning. Det betyder at batteriproducenterne kan droppe modulerne og montere cellerne direkte i batteri-pack'et. Det giver altså plads til flere kwh på samme areal og kompenserer på den måde for lidt lavere energitæthed. LFP-batteriet tåler også full charging hver gang, det er mindre brandfarligt og så forventes de at have op til 3 gange flere charging cycles i sig, end NMC-batterierne, som er mest udbredt i dag.

Og så er der lige prisen på LFP-batteriet, som fordi det indeholder jernfosfat i stedet for alle de dyre metaller som nikkel, mangan og især kobolt, om kort tid kan produceres til det halve af NMC-batteriet"

Det åbner jo for meget billigere elbiler i fremtiden…?

"ja, og det var også den åbenbaring jeg selv fik, men vi skal nok ikke forvente at hele besparelsen på batteriet ender i lavere kundepriser. Bilproducenterne har brug for at øge indtjeningen på deres elbiler og tjene deres store investeringer hjem, så det bliver nok en mellemting.

Med de store forskelle på batterierne betyder det så, at kunderne og branchen skal til at interessere sig mere for, hvilken batteritype der er i bilerne?

"Det bliver helt sikkert et fokuspunkt i tiden fremover og det samme gør en uafhængig batteridiagnose, som kortlægger batteriets reelle sundhedstilstand (SoH) og ikke kun om batteriet opfylder kravene til fabriksgarantien, som en fabrikstest typisk gør.

Et NMC-batteri vil typisk holde 1.000 – 2.000 charging cycles, så når en bil kommer på den anden side af 200.000 kørte kilometer, kan det hurtigt nærme sig enden på batteriets levetid, hvis det ikke er blevet ladet og behandlet ordentligt undervejs. Jeg tror gerne kunderne og forhandlere i god tid inden vil kende til batteriets SoH og dets forventede udviklingskurve.

Hvis du så siger, at sådan et LFP-batteri kan holde mange flere af disse charging cycles, hvad betyder det så for dem?

"LFP-batteriet kan bedst sammenlignes med fossilæraens dieselmotor. Det er stort set ikke til at slide op og vi kommer derfor med stor sandsynlighed til at se selve bilen være skrotnings-moden, mens batteriet dårligt er kommet forbi teenageårene.

Det betyder, at der enten skal opstå et marked for brugte elbilbatterier, enten som direkte reuse i biler eller i en anden type installation, f.eks i et energy storage system (ESS), ellers ender disse velfungerende batterier som stort set værdiløs skrot, i en alt for tidlig alder"

Kan man så sige at jo dyrere batteriet er fra nyt, jo mere værdi er der i at recycle det og lave nye batterier af materialerne, hvorimod hvis batteriet er billigere, så er recycling den dyre løsning og genanvendelse for at forlænge levetiden er langt mere relevant?

"Ja, det er en helt korrekt konklusion og her taler vi så udelukkende økonomien for dem som har producentansvaret for de pågældende batterier.

Hvis vi ser det i et miljømæssigt perspektiv, så falmer den grønne omstilling til elbiler og bliver i stedet til sort samvittighed, hvis vi ikke evner at finde genanvendelse til disse sejlivede LFP- batterier. Batteribranchen kalder det meget originalt for et second life til batterierne og her er det superspændende at følge de initiativer, der er i gang på området og hvor et af dem, der er langt fremme, er pæredansk.

Bilbranchen taler meget om, hvordan fremtiden bliver for værkstedet når elbilerne har overtaget af vognparken. Hvordan ser du det?

"Elbilernes indtog kommer helt sikkert til at gøre ondt på indtjeningen på værkstederne, men jeg ser også en række muligheder (og der er i øvrigt mange andre end lige på batterierne).

Som batteriteknologien bliver billigere åbner det muligheder for at værkstederne kan sælge nye batteripacks, hvor kunden gerne vil have rækkevidden tilbage. Det kan også være refurbished packs taget fra en udtjent bil, hvor batteriet bliver renoveret og certificeret forinden.

Salg af batteridiagnoser og sundhedsbeviser kan også blive et større område og vil kunne sælges som forlænget garanti, når fabriksgarantien er udløbet.

På skadecenteret ligger også nogle muligheder, da mange elbiler totalskades, uden der er sket nogen reel skade med batteripakken. Det betyder at mange næsten nye batterimoduler sendes til skrot, selvom de ikke fejler det mindste og dem kunne værkstederne tage til sig og certificere til genanvendelse. Reglerne omkring totalskade er dog ikke så ligetil, så her er der behov for en revision af dem forinden.

Her til slut, hvad tænker du så bliver det næste vi ser indenfor elbilbatterier?

"I mange år har branchen talt om, at når solid state batterierne kommer, så bliver det elbilernes endelige gennembrud.

Solid state batterierne skal nok komme og 1.250 km på en opladning er også realistisk, men det bliver ikke i almindelige familiebiler. Solid state teknologien vil fortsat være så dyr, at den vil være forbeholdt luksusmærker og high end biler. Det bliver måske i virkeligheden disse mærkers billet til omstilling til el, da solid state giver reelle batterispecs at differentiere sig på ift. langt billigere konkurrenter.

Gennembruddet i almindeligheden kommer nu med LFP-batterierne, men i horisonten lurer også en ny teknologi, som er endnu billigere at fremstille og som kan give gennembruddet for mikro- og bybilerne på ren el.

Det er vanvittigt spændende kan du nok høre, også selvom det er nogle andre parametre end i de gode gamle fossildage"

Ja, det lyder sådan. Skal du så fremover være en slags batteriekspert?

"Ja, det er oplagt – der var også en som for nyligt spurgte om mit nye navn er Battery-Bjerring, men sådan bliver det ikke.

Jeg er ikke konverteret fra bilbranchen, og den er stadig en stor del af mit DNA, men kombinationen af biler, batterier og genanvendelsesmuligheder er 3 verdener, som jeg har gjort til min mission at bringe tættere sammen og give mit bidrag til at skabe nye økosystemer rundt om".